Facebook og omegn

Jeg er nået til og med facebook i bibliotekets 23 ting.

Jeg har et efterslæb med Flickr, hvor det ikke er lykkedes mig at installere et diasshow på min blog. Er blevet lovet hjælp!

Jeg ville have forsværget, at jeg skulle på facebook - og nu er jeg der hver dag. Finder gamle skolekammerater, ser familiens billeder (som jeg ellers ikke ser) og får en masse fødselsdagshilsne (som jeg ellers ikke ville få)

Afhængig?

Fordomme

Læste i lørdagens Politiken, at direktør på Det Kongelige Bibliotek - og tidligere lærer på Biblioteksskolen -Erland Kolding Nielsen største læseoplevelse sidste år var Stieg Larssons trilogi! Man overraskes stadig. Jeg ville have gættet på en eller anden nyoversættelse af et fransk modernistisk værk eller en megatung historisk gennmemgang af et verdenshistorisk problem. Man skal passe på med sine fordomme. Jeg blev helt glad

Noget der ligner

Noget der ligner er en utrolig brugbar funktion på litteratursiden - især når man er over i en af de genrer, man ikke er så meget hjemme i. Men at finde to bøger, der i den grad ligner hinanden tematisk, som Mons Kallentoft: Midvinterblod og Åsa Larsson: Intil din vrede er over! Jeg læste Midvinterblod umiddelbart efter Indtil din vrede.. og jeg havde det næsten, som læste jeg bare videre i den første: Den døde, der taler, den dysfunktionelle familie med den dominerende mor. Jeg hørte Åsa Larsson fortælle om sin research til bogen på bogmessen - og tror ikke på, at hun har plagieret Kallentoft. Det må være noget, der ligger i tiden og i Sverige. Og mødrene... Dem skriver jeg om en anden gang.

Fantastiske Åsa Larsson

I aftes og i nat læste jeg Åsa Larssons nyeste bog "Indtil din vrede er over". Enormt spændende, grum og meget, meget sørgelig. Flere gange måtte jeg faktisk stoppe op, forbi det blev for meget for mig: jeg fik åndenød. Hun skriver fantastiske bøger fra det aller nordligste Sverige. Meget anderledes end de andre "krimidronninger" - har bla. meget lange naturbeskrivelser. I denne er hun også over i det okulte, idet den ene af de døde observerer og fortæller. Det er normalt ikke min kop te - men her fungerer det bare som fod i hose. Åsa Larsson beskriver det område, der taler tornedalsvensk: dette ikke-eksisterende finsk-svenske sprog som også Mikael Niemi skrev om i sin "Manden der døde som en laks". Man kan sagtens læse denne bog uden at have læst de tre forudgående - men det er bestemt en fordel at læse serien i rækkefølge. Hun skriver ikke så hurtigt, som mange af de andre - men hun er værd at vente på.

Anne Grue, som jeg også læser med stor fornøjelse, fortalte i et foredrag, at hun syntes, der var lidt for mange kanelboller i de svenske krimier. Hos Åsa Larsson er der også kanelboller! Man har på fornemmelsen, at kanelboller i Sverige fungerer som problemknuser på lige fod med de kolde øller i Huset på Christianshavn eller "a nice cup of tea" i England